Hmm.. en blandet følelse indeni... både glad men også meget sur

Igår var jeg henne ved min bedste ven gennem de sidste mange år, J...
Fik så at vide at han sku være far.. fair nok og tillykke og alt det der, er glad på hans vegne fordi han ønsker det og er sikker på at han blir en go far...
Han sku så ikk være sammen m moren... ok, det er os fair nok....

MEN så kommer mit kæmpe dilemma... hvor jeg bare blir mega harm på moren... selvom jeg ikk kender hende... (har ikk mødt hende som sådan, vidst kun et "hej" nede på hendes arbejdsplads/gamle arb.plads...)
Hun vil IKKE have fælles forældremyndighed.
Hun ved IKKE endnu om han må være med til fødslen.
Hun vil IKKE lade ham se barnet efter det er født, mere end 2timer*2 om ugen(mener jeg det var ellers var det kun 2timer ugentlig) HOS hende..
Han må IKKE passe hans eget barn før efter et ½år... fordi hun mener at barnet IKKE kan undværre sin mor så længe... GRRRR...
Alt dette vil sige, at Farmor/hans mor + søskende + Farfar/hans far, IKKE kommer til at se deres barnebarn/nevø/niece... andet end lige ved fødslen.. HVIS hun gir lov dertil.. og ellers ikk før efter det halve år er gået...!!! Med mindre han får lov af hende til at ta dem med derned...
Derudover vil det sige, at han som FAR IKKE, kan få lov at vise hans barn frem til venner/veninder osv, som jeg ved han gerne vil... for han er da glad for at sku være far.. og holder da af det lille væsen allerede det kan jeg da se.. og ku se han blev ked af bare tanken om ALT det han går glip af... bare fordi hun har valgt som hun har gjort...!!
OG han kan IKKE gøre andet end at holde sig på talefod med hende, fordi ellers er han bange for at miste kontakten til barnet helt og aldeles...!!!

Det værste ved det hele er at i følge statsforvaltningen, har han INGEN rettigheder...
De siger nemlig der, at han KUN har krav på;
½time om ugen, efterfulgt af lidt mere om ugen jo ældre barnet blir(kan ikk huske det helt præcist) og ja så efter et ½år... så må han passe barnet m overnatning...!
Han har IKKE krav på fælles forældremyndighed, da de ikk har boet sammen el været gift...!!!IHHHHHHH ØØØØØØØØØVVVVVVV hvor er det nogle LATTERLIGE regler....!!!

Er SÅ ked af det, samtidig med at jeg er sur og gal over det.. samt skuffet over hende moren... på hans vegne...!!
Det der påvirker mig endnu mere, er at jeg ku se hvor GLAD han var over at sige han sku være far, MEN samtidig da vi snakkede senere om det og hvordan det sku foregå og sådan.. ja så så jeg bare en utrolig KED AF DET J. og ØV det var hårdt... lige med ét, glemte jeg alt om mig selv og mine problemer, for de var langt fra så slemme som hans...!!!
Det gør så ondt indeni mig, at jeg faktisk får tårer i øjnene over at skrive det, men blir bare nød til at komme ud med det...!!!!

Øv hvor er vores system DÅRLIGT i forhold til fædrernes ret...!!! Synes jeg...!!!!

Turen over igår m.m.

Turen mod det jydske... var hård...!

Startede m at sku have flyttet mine ting fra Valby mod Albertlund. X'en kom og hentede det, for havde fået overtalt ham til at tage det ud til ham igen og stå, selvom han havde sagt at det der kom ud af lejligheden, kom ikke tilbage, MEN det fik jeg heldigvis lavet om på..!
Det gik som sådan godt og ja, det gik hurtigt... hvilket var helt fint, og nørj hans bil var PROPPET bagefter!
I kom så til lejligheden, hun sku ha nøglerne samt afl noget til mig hun havde lånt, og ja så snakkede vi lidt, samt vi fulgtes ned til stationen, hun hjalp mig derned, med mine MEGET STORE TASKER... 1 KÆMPE taske m hjul, en STOR sportstaste og en STOR computertaske, ALLE PROPPET til renden...!
Jeg kom derned, bussen kom ca et kvarter efter, og jeg fandt buschaufføren jeg skulle med... som er min Pap's kammerat... Han havde sørget for en plads oppe foran til mig samt en gratis tur... så det var jo fint...
Der kom så en der sku sidde v siden af mig, egentlig en sød ung kvinde, som jeg talte rigtig godt med, hun var også tilflytter til sjælland og sku så til jylland for at besøge sin kæreste, der boede i århus...! Vi snakkede faktisk stort set fra valby og til sj. odde... og så sku vi med færgen.. og der startede HELVEDE...

Jeg er IKKE søstærk og kunne mærke at vi bevægede os på vippende grund, min angst blev slem, da telefonforbindelsen røg ude på vandet... og dermed mit liv... sådan føles det i hvert fald nogle gange for mig...
Jeg gik i panik, gik i butikken for at købe noget jeg ku tygge på... fik det, gik så uroligt rundt, indtil jeg fandt et sted på en stol/sæde, yderst, hvor jeg ku sidde og se tv og håbe på jeg ku abstrahere fra alt det "onde"... og prøve at gøre som jeg har lært på mit ophold på stolpegården... men nej, INTET ville hjælpe :(
Min telefon blev holdt i hånden, MEGET KNYTTET i hånden, var helt bange for at den var gået i stykker der bagefter... men heldigvis nej...! Mine kæber var også ømme pga jeg havde bidt tænderne så meget sammen, samt jeg frøs meget, havde stivnet kroppen så meget af anspændthed... så sejlturen var MEGET ubehageligt...!!!
Vi kom mod havn, dejligt og ja så var vi på århus rutebil station... dejligt...!!

På stationen, sku PAP hente mig, jeg har aldrig mødt ham før der, så det var jeg også spændt på, men det gik fint og han er rigtig sød og rigtig sjov :) så det var helt fint... vi snakkede hele vejen til Hammel, hvor vi kørte hjem til mormor og morfar samt min mor var der.... min mindste kusine og fætter kom og hilste på samt min moster.... jeg gik derefter i seng... for hold da op det havde været en hård dag psykisk... så jeg var helt færdig...!!



Idag;
Ja her er ikk så meget at lave.. så jeg kedede mig... helt fra start af...
Valgte at gå ned til min moster + familie, var der nogle timer, tog så ned og handle m hende, derefter var jeg hos min mormor og morfar igen, hvor min mor var kommet.. hun tog afsted jeg gik ned til min moster, hilste på min ældste kusine og fætter kort og gik derefter op igen.. Så kom min bror, han havde tidligere været forbi 5min bare for at sige hej til mig, men han var smadret efter han havde været til fest igår...!! Da han kom senere, sad vi og snakkede i en times tid og fik en "sommersby" og ja bare hyggede.. ihh det var dejligt, han er den person jeg savner allermest når jeg normalt er på sjælland... han betyder SÅ MEGET for mig...!
Han tog afsted og ja min mormor og jeg kørte over til min "kusine", hendes hund har fået valpe natten til idag.. og ja jeg kedede mig stadig og ville afsted og ud og se noget...
Det tog mange krafter, for ligepludselig kom mine to andre "kusiner" også forbi.. og ja lige pludselig var det MANGE mennesker på en dag og tog meget på mine kræfter... så ja nu er jeg helt bompet og færdig... sidder på værelset, er på computeren og ser/hører tv2, orker ikk mere.. og tror jeg ender med at gå tidligt i seng... og så håbe på at jeg kan falde i søvn...!!!

Frustreret.. og ked...

Dagen idag, er den jeg har haft frygtet i nogle uger nu... dagen hvor han skulle stoppe... jeg havde egentlig besluttet mig for at blive hjemme.. men nej det kunne jeg bare ikke... for hvad ville de andre tænke og han havde jo også selv spurgt igår om jeg ikk kom idag... så tænkte jeg måtte jo nok hellere dukke op... og dagen deroppe blev faktisk ikk så slem endda... jo det var mærkeligt at være der, velvidende at det var sidste dag deroppe sammen med ham, sammen med trydheden og stabiliteten, som fulgte med ham...! Der er da de andre deroppe og det er jeg super glad for.. men af dem er der egentlig kun få af dem, som jeg føler mig tryg ved... og øv hvor er det hårdt at indrømme... :(
Det blev egentlig først slemt da han begyndte at finde sin kasse frem, tømme den og sortere hvad der skulle gemmes el ej... der gik det op for mig.. nu lige om lidt.. så er det slut... så forsvinder trygheden og tilliden... øv det var ikk sjovt og tårerne pressede på, men jeg tog masken på, viste mig som den glade pige/unge kvinde som jeg nu engang gerne vil være... MEN så begyndte der at komme lyn og torden og jeg blev BANGE og SKRÆMT øv det var ikk behageligt tvært imod... det hele kulminede sammen og ja så kunne tårene og angsten ikke holdes inde... men ja var så heldig at det var derefter, så ingen lå mærke til at det også havde noget med ham at gøre... det bilder jeg i hvert fald mig selv ind...selvom jeg da tror han godt ved det...
Der var frokost, de andre gik derover og ham og jeg blev lige 5min ekstra derover.. bare for at han kunne få sine ting med og så vi ku snakke imens... det dårlige vejr stoppede imens og vi gik over til spisesalen, satte os ned og fik ellers puttet noget i hovederne... (øv det blir svært når han ikk er der.. for hvem skal jeg så spise overfor.. pyh... øv hvor er det faktisk hårdt...) og derefter sad vi alle bare og snakkede efter maden, men holdte fast i ham, under bordet selfølgelig.. så det ikk blev/sku opdages af de andre kursister :) hihi
Da vi skulle gå fulgtes jeg med ham... den vej som jeg plejer at tage hver tirsdag med ham.. togene var forsinket pga uvejret... :( så han spurgte om jeg ikk ville følges med ham til den station han skulle, (han ved jeg ikk kan lide at være alene og slet ikk udenfor og da slet ikk m det offentlige) så det gjorde jeg...!! Vi holdte om hinanden derhenne og så gik han... nøj det var mærkeligt og skræmmende... meget skræmmende.. og nørj hvor er jeg bange lige nu.. prøver at gøre alt muligt andet, bare for at få tankerne væk... men det er svært...! For jeg er ked af det og bange... :(



Ud over det.. så ringede min sagsbehandler til mig imens vi stod og ventede på toget... og fortalte mig DÅRLIGE nyheder.. :(
Jeg var til møde den anden dag på kommunen, med min støtteperson, og der fik vi gennemgået m bolig og ordnet så jeg ikk skal ud i job inden behandlingen er afsluttet på amager sygehus.. Min sagsbehandler sagde at han mente at nu måtte de snart begynde at tilbyde mig en lejlighed, for nu var det jo ved at være op over... Så han ville kontakte bolig-fiduserne på kommunen og se hvordan det hele stod til og presse lidt på, og så sagde han til mig at nu måtte det snart lysne og jeg måtte begynde at se lysere på det...! Han skulle også undersøge om støtteskrivelserne var kommet, både fra den øverste i psykiatrien samt fra amger sygehus overlægen...
IDAG da han ringede.. ja så siger han at der IKKE ligger nogen støtteskrivelse fra nogen af dem.. HVAD FOR NOGET????? Det kan da ikke passe tænkte jeg... Jeg var til møde m ham den øverste i START FEBRUAR.. hvor han sagde at han lige havde fået at vide han skulle skrive den, og ville gøre det når mødet var slut.. og ja nu skriver vi MIDT JUNI og han har stadigvæk INTET sendt...!!! FLOT SPADE... det er det der er skyld i at jeg IKKE har fået tilbudt nogen lejlighed... jeg kunne måske have haft en lejlighed nu i stedet for at have kørt mig helt ned.. men nej nej, det skal jeg åbenbart..!! HVORFOR gør de det? og HVORFOR har det INGEN koncekvenser for dem.. det har det KUN for mig :'(

Jeg er led og ked af det, er såret og samtidig MEGA GAL... hvordan kan folk gøre sådan noget.. det er mennesker de har med at gøre sku da ikk robotter :'(

slut for mig nu...
Tager snart ind til I inde i byen, så vi kan spise lidt sammen og derefter gå i TIVOLI til koncert... Og så håber jeg at jeg kan nyde det og glemme lidt af alt det dårlige fra idag :(

Hvorfor??

Min psyke går nu ikke kun ud over mig selv mere, desværre, det er åbentbart blevet så slemt at det nu også skal gå ud over folk omkring mig, øv øv, igår var det så min mormor. Er der nogen der fortjener det mindst muligt så er det da hende, for hun har været der gennem alt og støttet op, altid parat til at gøre alt for mig.. mere end for nogen anden overhovedet..!
Men jo det gik så ud over ham igår... fordi jeg blev usikker, bange, frustreret samt øv behandlet af hende... selvom nogle måske bare vil kalde det et hystade anfald samt at jeg er et møgforkælet "barn", at jeg skal lade være og forvente så meget og tro jeg kan få det hele... MEN det er heller ikke det jeg gør... Jeg kan bare ikke have at folk de lover mig noget og så laver det om igen og det hyler mig især ud hvis de gør det kort tid forinden det lovende!!
Sådan var det der var den anden dag..

Jeg står pt uden bolig, uden fast tag over hovedet.. og i uvisheden om hvornår jeg får en...!
Jeg har ikke mulighed for at blive her i KBH, da jeg ingen familie har herover og kan bo ved dem, samt ikk lige nogen jeg kender hvor jeg kan bo ved i længere tid... DERFOR tager jeg til jylland om 2 uger, i 3 uger, over til min familie som bor der... i den forbindelse, har jeg snakket med min mormor, for 1-1,5mdrs tid siden, og hun tilbød dengang at jeg kunne tage op i deres campingvogn og være der ligeså meget som jeg ville, samt jeg kunne låne min morfars bil, til når både jeg skulle derop samt når jeg skal til tyskland for at handle... så igår da jeg snakker med hende først, ved hun ikk om jeg kan være på campingpladsen alene, om jeg overhovedet kan låne bilen eller noget... og der går det galt... der blir jeg bange, ked af det og føler det hele falder sammen om ørerne på mig, mere end det gør i forvejen... øv øv øv... jeg ligger på... men ringer op efter 5min for at fortælle hvor frustrerende det hele er samt hvor meget det påvirker mig og prøver virkelig at få hende til at forstå ved at forklare det bedste jeg nu engang kan, MEN imens vi snakker føler jeg faktisk hun er tilstede i samtalen hun går mere op i at koncentrere sig om den lille dreng der er derhjemme.. min venindes dreng.. og nej gider ikk ringe tilbage senere når der ikk er gæster, for hvornår er det.. det er jo københavns hovedbanegård derhjemme og det kan jeg ikk holde til psykisk lige pt... det er bare ligesom det ikk gik op for hende, for jeg fortalte hende, at enten koncentrerede hun sig om samtalen m mig og ellers lagde jeg på, for jeg kunne ikk overskue det.. hun sagde så at de kørte nu så hun ville lige sige farvel til dem.. og jeg sagde så fint så ligger jeg på kan ikk overskue det her mere...!!

Senere ringede hun tilbage og sagde at nu kunne jeg få 1uge alene på campingpladsen, få lov at låne bilen til tyskland og måske lidt mere....
og hun lød ked af det...

hvorfor skal min psyke gøre sådan?
hvorfor skal jeg gøre folk kede af det?
hvorfor skal jeg være så nærtagende?
hvorfor skal jeg tage alt personligt?
hvorfor skal det gøre så ondt hele tiden?
hvorfor skal jeg fremstå negativ overfor andre når jeg i realiteten er mega ked af det?
hvorfor skal jeg gå og have det sådan her?

ØV ØV ØV hvor synes jeg bare ikke at det er sjovt lige nu.. øv øv øv

Ønsker

Ja mine ønsker for fremtiden... bare den snarlige fremtid forhåbentlig er;

Få en lejlighed... og ja så skal de andre ting/oplevelser nok følge med...

Operationen på Righshospitalet, så mine bryster kan blive mindre...
Ihhh glæder mig dertil.. men er også meget bange for det samtidig... ikke selve operationen, men det efterfølgende, kan jeg finde ud af at rende rundt med "konfi-patter"? Eller er jeg bare indbegrebet af at være en storbarmet pige???

Behandlingsforløbet på Amager Sygehus... Så jeg kan få arbejdet med min personlighedsforstyrelse...
Forløbet er intens, og er sikker på at det bliver hårdt... men jeg tror samtidig at det er det, som skal til for at jeg får det bedre, for at jeg kan komme videre i livet, og forhåbentlig få en bare nogenlunde normal hverdag.. så meget som muligt.. i hvert fald :)

En kæreste med tiden....
Ja savner en at putte med, en at se film med, en der er her, en som kan udfylde de ting som en veninde ikk kan gøre... eller bare gøre det på en anden måde..!

Mine venskaber forbliver...
Ja de få venner jeg har... håber jeg virkelig at bibeholde.. for ville være rigtig ked af hvis jeg mistede endnu flere end jeg allerede har gjort.. og især dem jeg har nu, da det er venner som jeg selv har kæmpet for.. venner jeg ønsker at være en del af.. og som jeg ønsker skal være en del af mig..! De betyder alverden for mig.. og især 2 af dem fylder rigtig meget og betyder rigtig meget for mig.. I og C... en veninde og en ven... som begge betyder rigtig meget for mig, da de begge viser interesse i mig, som værende mig også selvom jeg er syg og ikk bare happy happy hele tiden... og jeg føler også at jeg prøver så vidt muligt at interessere mig i deres liv og værre der for dem... dog C med visse forbehold, da det jo ikk er muligt for mig altid, samt nogle ting kan jeg bare ikk snakke med ham om..!!!
Derudover er der flere jeg er rigtig glad ved fra det kursus/skole jeg går på nu.. da de kender mig, som jeg er nu.. også som syg og endda acceptere det og nok mere end andre kan sætte sig ind i det.. end hvad andre udefra venner kan... og dem ønsker jeg at beholde en kontakt til og gerne udvikle det :) !
Derudover er der de venner som jeg har inden jeg startede behandling i efteråret.. hvor M er en af dem og hende ville jeg bestemt også være ked af at miste, hun har hjulpet mig rigtig meget og rigtig meget her på det sidste hvor jeg har haft det skidt.. det eneste der gør det lidt svært er at hun ikk kan sætte sig ind i/forstå hvordan jeg har det..!! Derud over er der K som er min ex.. ønsker ikk at miste ham, da han stadig hjælper mig og er der for mig, trods vi også tit er oppe og skændes/diskutere, men det håber jeg da forsvinder når vi kommer til at være HELT OG ALDELES ADSKILT... når mine ting ikke længere skal stå opmarganiseret i vores tidligere fælles hjem, som nu er hans hjem...!!
Me. som er den veninde som jeg har anset for min bedste veninde siden jeg flyttede herover... er skredet lidt ud i sandet og det er jeg ked af.. da jeg savner hende, men jeg ser hende ikke mere som min bedste veninde.. hun er en veninde som jeg holder utrolig meget af og håber at få bygget et venskab op med igen...!!

MEN MEN MEN LEJLIGHEDEN ER VIGTIGST...
Jeg håber og ønsker og drømmer om at få en lejlighed og gerne snart.. gerne meget snart... for ja, nu har jeg været uden eget hjem siden januar mdr.. og jeg savner det, det kører mig ned at jeg ikke har det, langt ned...! Savner at have mit eget, have et sted jeg kan gøre personligt, et sted jeg kan føle mig tryg, et sted jeg kan bo i nogle år.. og ikke have et pres hængende over hovedet, at her kan jeg kun være et vis antal måneder... for det er for hårdt.. og tager MANGE af mine kræfter og MEGET af mit overskud... føler faktisk ikk rigtig at der er noget tilbage deraf.. og det er hårdt at tænke på og endnu hårdere nu at skrive det ned, for så blir det mere virkeligt..!

Jeg drømmer om at få en lejlighed der afspejler mig, og den person som jeg er.. når jeg har det godt.. jeg savner alt det kreative som helt sikkert vil komme til at kunne ses i min kommende lejlighed.. :) Jeg HÅBER allermest at jeg får et hjem meget snart så det kan nå at blive indrettet, så jeg til jul, kan pynte det til den store guldmedalje med julepynt.. elsker julen, elsker hyggen derved.. og det er den årstid på året hvor jeg har det allerbedst.. og slapper allermest af, som for nogle lyder mærkeligt, da de tit stresser, men ikke jeg, JEG HYGGER :) julen er hjerternes fest :) Og jeg ønsker virkelig at have en lejlighed og evt kunne holde jul for den allernærmeste af min familie herover... med mit DISNEY-juleporcelæn, som jeg endnu ikke har fået brugt desværre :( MEN det skal der laves om på :)

Camilla - min pige ALTID

Dagen d.1/9-2006 er dagen hvor min datter Camilla blev født, dødfødt, omkring uge 16-20 de er ikke helt sikre.. men cm'er mæssigt passer hun til uge 18-19 ca...

Savner hende rigtig meget i perioder.. og tænker meget over hvordan det ville have været hvis hun havde været her... og hvordan vi så ville have levet... hvordan jeg ville være som mor, ville jeg kunne fungere som det.. er jeg stærk nok til det osv.! Det er nogle af de spørgsmål jeg har i mit hoved når jeg tænker på det...!!!

MEN jeg ved idag, at jeg har gjort det bedste.. givet hende fred.. hun var MEGET syg... og havde en MEGET slem hjertefejl og lægerne frarådede mig meget at få hende, selvfølgelig var det mit valg sagde de, men det ville IKKE blive et nemt liv, tvært imod, for det ville blive en daglig kamp... og det kunne jeg ikke magte.. så jeg måtte gøre det jeg så langt fra går ind for... jeg måtte MYRDE hende, JEG slog hende ihjel... hvilken mor gør det.. det er da kun onde mødre der slår deres børn ihjel.. så jeg må absolut være en ond mor.. :'( EN MEGET OND MOR....!!!

Idag har jeg truffet det valg at jeg ingen børn skal have... jeg skal ikke være mor, jeg vil ikke kunne overskue det, jeg vil ikk kunne leve med at muligvis give min sygdom videre til et evt kommende barn... ALDRIG.... ALDRIG ønsker jeg at nogen skal have det ligeså dårligt som jeg.. og slet ikke mit eget barn...!!
Det er et meget hårdt valg jeg har taget.. og har krævet mange tårer.. jeg har altid gået og sagt at jeg skal have mit første barn inden jeg er 25.. det fik jeg, og så alligevel ikk, for valgte hende fra og valgte hun skulle få fred for sine lidelser...! Derudover har jeg altid ønsket at få 4 børn.. 2 drenge og 2 piger.. og i 2 "hold" ligesom min moster og onkel har fået... Først min fætter, så kusine, så en pause og så min anden fætter, og til sidst min anden kusine :) MEN sådan skal det ikke være og sådan bliver det ikke..!!!

Det ville jo også kræve at jeg havde en mand/fyr at få børn med.. og det har jeg ikke...!! Jeg er bare mig selv, mig selv palle alene i verden, stort set... sådan føler jeg det i hvert fald tit..!

Idag kom tankerne omkring Camilla frem, bare ved at gå en tur på youtube, for at høre gamle danske film-sange... og der dukkede SANGEN så op.. sangen som jeg sang hver aften inden jeg skulle i seng, for min mave/og dermed for Camilla, da jeg havde fået at vide/læst mig frem til at børn fra en bestemt uge og fremefter kunne høre/genkende lyde.. så derfor lavede jeg det til et ritual at synge "Blop's godnatsang" for hende, hver aften inden jeg/vi gik i seng...! Så det er med blandede følelser når jeg hører den sang, alt efter hvordan jeg har det psykisk... idag var så en dårlig psykisk dag, for jeg tudede og gør det også stadig lidt...!

Føler mig som en fejl... en fejlende person, der fejler gang på gang... :(

Hmm dette indlæg ændrede sig egentlig meget fra hvad jeg ville, nemlig bare fortælle hvor meget jeg holder af min lille engle prinsesse, selvom jeg ikke har hende ved min side.. men nu vil jeg slutte af med at sige;

Camilla - Mor ELSKER DIG, og vil aldrig glemme dig... du er en del af mig altid <3 Tusindevis af kys sendt afsted op til dig <3

Ham...

Ja ham.. ham der er kommet til at betyde meget mere end han burde.. han fylder i mit hoved stort set konstant lige for tiden..
er bange for at miste ham helt, har mistet meget af ham..
øv hvor gør det ondt.. tårerne triller tit ned af kinderne, og endnu oftere indeni mig fordi jeg ikk vil vise for andre hvor meget han i virkeligheden betyder for mig.. hvor stor en betydning han har haft for mig.. og stadig har..!!
Men hvorfor kan det ikk forsvinde de følelser... jeg burde ikke have dem, de burde aldrig være opstået, jeg vidste jo fra start, el næsten start at det var umuligt for mig at få ham, få noget med ham.. men alligevel var jeg sammen med ham, lod mig rive med, lod mine følelser åbne op, selvom de ikk burde have fået lov, for nu gør det bare ONDT, MEGET ONDT... ville ønske jeg bare ku se på ham og tænke "tak for den tid vi havde sammen, men jeg må videre og du betyder ikke længere noget for mig i den forstand" MEN det kan jeg IKKE...!
Jeg blir sur på mig selv,
sur over at han har fået så stor en betydning, på så kort tid,
sur over at han fylder så meget i mit hoved,
sur over at jeg ikke kan give slip på ham,
sur over at jeg ikke føler at jeg kan give ham en veninde, som værende "bare" en veninde, uden komplikationer..!
sur over at jeg ikke bare kan lade være og holde min kæft nogen gange overfor ham, og derved kommer til at sårer ham... for det ønsker jeg absolut ikke, tvært imod...!
sur og ked over at jeg endelig har fundet en ham, som jeg tør åbne mig overfor, uden begrænsninger, men ikke kan gøre det mere..
sur og ked af at jeg endelig langt om længe har fundet en som kunne li mig for hvem jeg var, som ikke kom med negative kommentarer om min krop, tvært i mod.. kroppen som jeg har det så svært med, formåede han at lære mig var okay, han formåede at få mig til at holde af den som den var... og ja nu er jeg tilbage igen.. HADER DEN..!

han var min redning... selvom vi da har haft vores op og nedture, mange gode timer og alligevel også har kunnet skændes og være sure på hinanden, så holder jeg pisse meget af ham stadigvæk... og jeg er BANGE.. BANGE for at MISTE, endnu engang...

Bange for at miste ham helt.. bange for ikk at se ham igen, bange for ikk at snakke med ham igen, bange for ikk at skrive med ham igen... alt det som vi havde og som jeg følte en enorm støtte og tryghed i, forsvandt meget pludseligt... fordi vi blev opdaget... opdaget/fortalt videre at vi havde været sammen/var sammen, til trods for at han havde et forhold til en anden, et åbent forhold, sagde han til mig... om det var det ved jeg ikke.. og får jeg aldrig at vide.. og ja idag betyder det heller ikk noget... for fortryder ikke at vi var sammen... uanset hvad...!!!
Nu snakker vi kun sammen når vi er i "skole" og meget meget lidt ud over... kun hvis han er alene hjemme (ja de er nu flyttet sammen, var de ikk dengang) el hun er gået i seng...!!

HVORFOR
skal det gøre så ondt?
skal jeg have så mange følelser i klemme?
kan jeg ikk bare glemme ham og komme videre?
er jeg så bange for at miste?

ja HVORFOR er et meget godt spørgsmål.. og jeg har ikke svarerne dertil...

dette er skrevet med frygten og angsten for at han en dag læser det og cutter mig helt.. fordi han er sur over at det er skrevet.. men ved ikke hvad jeg ellers skal gøre... det skal ud af mit hoved.. det fylder og gør ondt, hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund...!!

Nu vil jeg smutte igen, kan ikke se ud af øjnene mere af bare tåre :'(

Pyh er stadig påvirket efter igår, hvor længe skal det vare?

Ja, tænker og tænker, og overvejer, hvorfor jeg stadig er så påvirket efter igår?

Igår fik jeg min pung stjålet/fralagt, da jeg var i Valby og handle... Jeg lider af angst og fobi, og gik derfor og snakkede i telefonen, for at kunne komme ned og handle, dagen igår havde nemlig fra morgenstunden været rigtig hård...!!

Morgenen, med at stå op efter endnu en søvnløs, eller næsten søvnløs nat, for at komme ud i bad, og derefter HELT UD... pyh de morgener er altså ikke nemme...!
Jeg kom ud af døren, og straks blev telefonen taget i brug, først til min veninde, så min mormor, så min veninde igen, for at sige at nu var jeg snart inde ved hende, så hun kunne "bare" gå ned til toget... Ses med hende derinde og det er fint nok... Vi står så af på nørreport station, for at tage bussen til det kursus vi går på.... PYH der var MANGE mennesker, vi stod HELT I FRONT, jeg med ryggen imod forruden, godt nok blev jeg lidt køresyg, men kunne ikke kigge ud, var hele tiden bange for at han ikk fik bremset og at vi kørte op i en anden bil, el han overså en cykel el knallert og jeg så var vidne og med i en ulykke... øv øv øv, ikke en rar oplevelse... men vi overlevede og kom derop..!!

På kurset har vi hver mandag, det såkaldte mandagsmøde(øv øv øv hader dem)
Denne mandag var endnu en af tudemandagene for mig... og så endda overfor en NY kursist.. det er altså ikk lige noget jeg er så glad for...!
Og så var det endda i en positiv runde jeg tudede, hvor jeg nævnte en positiv beginhed for mig, men men men så skulle lærerne der, lige vælge at grave i det og så blev det vendt til noget mindre positivt for mig, de forstod mig ikke, de forstod ikke at de skulle lade være med at grave i det, hvorfor er det at de ikke forstår hvornår det er okay at spørge og hvornår man skal stoppe?? :( Så det endte med at jeg gik/løb ud fra lokalet grædende, hader det! Hvor fed en start at have for ham den nye, at jeg er tudemarie igen igen igen.. :(

Pausen kom og Ida spurgte om jeg ville med derfra og ned på tanken... yes hun spurgte tænkte jeg, jeg turde jo ikke selv at spørge, men ville bare gerne væk derfra... da vi skulle til at afsted spurgte Chris så om han måtte gå med, og ja for mig måtte han godt(prøver at nyde hvert et sekund vi har tilbage deroppe sammen, for er bange for at miste ham helt når han stopper :( ) men vidste at I ikke altid har haft det lige godt med ham(sagt pænt) så jeg spurgte hende, for ville ikk træde over hendes grænser... hun sagde ja og vi gik..! Vi kom væk derfra YES... jeg gad ikk tilbage til det næste vi skulle ha, men havde ikk meldt afbud dertil, jeg blev dog væk, kunne ikk lige overskue at skulle derned og var ikk lige så oplagt dertil..!
De sagde ikk noget... havde ellers forventet en skideballe, dem er de efterhånden gode til at gi mig deroppe, uanset om det så kun er mig el ej, så blir skylden lagt overpå mig... jeg må åbenbart være deres sorte får...!

Efter frokost, skulle vi have skriveværksted, er faktisk blevet glad for det fag, fordi det har lært mig at jeg bare skal skrive og skrive lige hvad jeg tænker i stedet for altid at overveje tingene ned til mindste detalje.. selvom det er en stor udfordring for mig at lade være..!
Den første tekst.. "at vælge" blev meget personlig men var fyldt med alle mine tanker jeg går med lige nu angående min situation som værende boligløs, i vildrede...! Jeg havde intet imod at læse den op, og startede også, men det blev for meget og jeg kunne ikke... jeg sagde en anden godt måtte læse den, og der var sådan lidt stille, inderst inde ville jeg nok godt haft C til at læse den, men var egentlig meget glad for at det blev Brian der gjorde det, han læste det godt op, og sagde lige efter noget der betød meget for mig, "kan godt forstå det var svært at læse op, det var jo taget lige ud af hjertet"...!

Bagefter tog jeg bussen hjem... fulgtes m Ida og lidt af vejen også C...!! Ida og jeg skildtes ved hovedbanen, og så kom telefonen frem, jeg snakkede m min moster hele vejen hjem, skulle lige ned og handle så fandt min pung frem for at se hvad jeg havde af kontanter... hmm ikk nok til en is fra Paradis, så gik bare ned og handlede... dernede snakkede jeg m Ida igen... og da jeg både gik m telefon, taske, pung og kurv ku jeg ligepludselig ikk ta det jeg skulle.. fik så fralagt mig min pung og glemte det igen... det opdager jeg først oppe ved kassen.. styrter så hele butikken igennem 3 gange imens jeg panikken ringer til Ida igen og fortæller det... får det sagt nede i butiken og givet dem mit nummer... går hjem med min taske og gennemroder den... men NEJ den er der IKKE... jeg går endnu mere i panik.. har skiftevis ringet til ida og min mormor på det tidspunkt.. og jeg går endnu engang ned til butikken for at tjekke den igennem igen, stadig intet spor. Jeg går over til nærpolitiet, der er lukket.. går i panik hvad gør jeg så, ser et nummer og ringer dertil... hun siger til mig, lig på og ring så og få spæret dit hævekort og ring så tilbage igen, så vi kan snak om hvad der er sket... jeg gør det, og snakker så med hende igen, hun siger tilmig at jeg skal tage ind på station city... jeg ringer til ida og spør om hun vil med, for jeg er helt i panik og min angst er vokset rigtig meget, ryster og græder... vi kommer derind og på stationen kommer der en ung pige derind meget frembrusende og gir trusler til hendes støtteperson samt politiet, ej det var ubehageligt og jeg blev sku lidt bange...! Jeg kom til og fik det forklaret og meldt, derefter gik turen til tivoli for at melde mit kort stjålet...! Ida lånte mig nogle penge, så jeg lige ku klare mig til idag...! Derudover ringede jeg til Kenneth, som er min ekskæreste, for at forklare det hele, han sagde han godt ville hjælpe og sådan, men jeg skulle komme ud til ham, for han ku ikk nå indtil mig... og så gik min TELFON DØD... FUCK... så startede det hele... fik sagt farvel til Ida og så afsted med mig, inden angsten kom for meget frem.. jeg kom i toget og derud, hele turen var præget af rysten og græden, men indeni for turde ikk vise jeg var bange..!
Jeg kom hjem til kenneth og var der... fik kølet lidt ned, fik opladet min telefon og så gik jeg lige på nettet for at falde lidt mere ned... der var så kommet en besked på facebook, fra en pige jeg ikk kendte... er glad for overskiften "fundet pung" stod der, for frygtede at den besked jeg havde fået var fra en hel anden person el tilknytning dertil... men heldigvis nej...
Fik ringet til hende og ja jeg kunne så falde mere til ro... men helt til ro, det kom jeg aldrig.. ikk før idag, hvor jeg fik min pung...!!!

Men hvorfor er det at jeg stadig er så træt ovenpå igår? det har også påvirket dagen idag... og gør det stadig... jeg er SÅ træt og SÅ udmattet.. pyhh...

dette indlæg skulle aldrig være blevet så langt.. sorry... men det var lige hvad der fyldte i mit hoved...!!

Blog... hmm...

Blog... og tankerne derom;

er det noget jeg kan finde ud af?
er det farligt?
kan folk finde ud af hvem jeg i virkeligheden er?
tør jeg komme ud med mig selv?
tør jeg fortælle folk jeg har den, og at jeg skriver den?
hvem skal jeg lade komme ind i mit univers?
kan der ske noget ved at jeg laver denne her blog?
skal det bare være en happy blog? el skal den vise hvem jeg i virkeligheden er?

Sikke mange spørgsmål der popper op i hovedet på mig, nu jeg tænker over at netop nu valgte jeg at jeg ville lave en blog...
Jeg har bare ikke taget stilling til alle svarerne. Især et er jeg i tvivl om, hvem skal have lov at vide det, hvem skal have lov at læse med? PUHA det er et meget svært valg at tage.

Men tror lidt at det er meningen at jeg skal have denne blog.. for har via mit kursus jeg pt er igang med, fundet ud af via et "fag" vi har der, at jeg får noget ud af at skrive, komme ud med tingene på en anden måde, i stedet for altid bare at plabre løs som nogen mener jeg gør...!
Og ja så fandt jeg også ud af at jeg jo langt fra er den eneste der skriver blog.. det er der jo faktisk rigtig mange der gør, der i blandt en af mine bedste veninder, som anbefalede mig denne side.. så nu må jeg se hvordan det går...!

Får jeg den brugt el gør jeg ikke.. det vil tiden vise...

Tak for nu blog, jeg vil smutte videre...